Underholdende og usædvanlige beretninger om de kongelige bag kulisserne.
Fotografer med speciale i kongehuset skal følge de royale og bringe de bedste billeder med hjem. Jobbet indebærer, at fotograferne skal være tæt på kongefamilien, når den rejser rundt i Danmark og i udlandet, og når særlige begivenheder finder sted.
11 pressefotografer fortæller om deres spændende arbejde. De kongelige insisterer på distance, men alligevel lykkes det nogle af fotograferne at etablere særlige relationer til medlemmer af regentfamilien.
Royale rejser fortæller også, hvad der egentlig skete, da der opstod en romance mellem prinsesse Alexandra og lydmand Martin Jørgensen.
Bogen giver også indblik i, hvordan det forløber, når kongeskibet Dannebrog hver sommer aflægger besøg i små og større byer rundt i riget. Med Jane Aamund som øjenvidne får læseren indblik i, hvordan lokale modtages på kongeskibet.
Forfatteren John Lindskog har skrevet om kongehuset i mere end 40 år. Han har i de seneste år iagttaget en række ekstraordinære ændringer hos kongefamilien og han ser mange tegn på, at der kommer til at ske store omvæltninger i det danske kongehus i den nærmeste fremtid.
I Royale rejser underbygger John Lindskog en opsigtsvækkende forudsigelse for det danske monarki.